Jeg træner selv et par gange om ugen, ikke fordi det er så synderligt morsomt, men fordi det giver god samvttighed, og i forbindelse med den træning, så har jeg set et sjovt fænomen:

Piger som tager elevatoren fra stuen til 2. sal (hvor indgangen til centeret er), for derefter at gå ind og træne i 45 minutter på en stairmaster og til sidst tager de så elevatoren ned igen.

Hvorfor ikke bare droppe elevatoren op og ned til fitness (og alle andre steder i dagligdagen) og så spare noget tid på maskinen, eller opnå en endnu bedre form?

Jeg har aldrig været speciel vild med traditionel nødhjælp, ikke fordi jeg synes det er en dårlig ide at hjælpe andre, men fordi det ofte virker som at tisse i bukserne: Man redder folk fra at dø af sult eller tørst, men når først hjælpen er væk, så er der stadig ikke nogen nye afgrøder på marken eller noget system på plads, der sikrer en positiv udvikling i området.

Netop af den grund blev jeg ekstra glad da jeg faldt over Kiva, for her er der ikke tale om at dække et akut behov, men om direkte støtte til bestemte individer som har modet og lysten til at gøre noget ved tingene.

Jeg har blandt andet lånt $25 til Eniola Bakare som har en kyllingefarm

Mikrolån
Den største forskel på Kiva og andre former for “nødhjælp” er, at man ikke forærer noget væk, men derimod giver bestemte mennesker en midlertidig kapitalindsprøjtning, så de har mulighed for at starte noget op, hvad enten det noget er et landbrug, et bageri, en købmand eller noget helt fjerde.

Det lyder måske ikke som det store, for kan de ikke bare låne pengene i en bank?
Svaret er nej, der er tale om mennesker der ingen sikkerhed kan stille, andet end deres engagement, og derfor vil traditionelle banker kræve ågerrenter for at låne penge ud, hvis man da i det hele taget kan få dem til det.

Hos Kiva er renten på det lånte beløb 0%, og det er den forskel der gør det muligt at starte en rentabel forretning op, hvis man selv er parat til at yde en indsats.

Der hvor Kiva så går ind og gør en forskel er, at de bygger broen mellem mig og en lånetager langt, langt borte. Kiva samarbejder nemlig med en række mindre organisationer i de enkelte lande, som interviewer og godkender hver enkelt lånetager, hvorefter der laves en projektbeskrivelse på internettet, som jeg kan læse igennem og derefter vurdere om jeg vil større vedkommende.

Selvom der er stor forskel hvad ting koster, så er 25 dollars trods alt sjældent nok til at få et projekt på benene, typisk kræves der 1000-1500 dollars, så derfor yder man blot en lille del af et større lån - deraf begrebet mikrolån.

En gang til
Nå ja, endnu en god ting ved at gøre det på denne måde er også, at de samme penge kan gøre gavn flere gange, for når et lån betales tilbage, så ryger pengene tilbage på ens Kiva-konto, så man har mulighed for at låne dem ud igen og igen - det må siges at være kapitalisme på den allerbedste måde.

Kiva - Loans that change lives

Selvom Danmark er et relativt lille land, så er det alligevel chokerende hvor lidt af det man egentlig kender når det kommer til stykket, så derfor kommer her lidt information om et af mine egne favoritsteder: Knudshoved Odde.

Hvor?
Knudshoved Odde ligger på sydsjælland, cirka 10 km vest for Vordingborg.

På nedenstående link har jeg markeret parkeringspladsen, som også markerer slutningen på den offentlige vej - man må med andre ord ikke køre længere ud end dertil:
Parkeringspladsen ved Knudshoved Odde

Men ja, du læste rigtigt, man kan ikke køre helt derud hvor det bliver rigtig flot, og det er faktisk en af de ting som jeg rigtig godt kan lide ved stedet.
Ikke bare betyder det at der ikke er noget støj (bortset fra en enkelt speedbåd i ny og næh når sommeren er på sit højeste), men det betyder også at man skal arbejde - bruge sin krop - for at komme derud.

Og, der er vel næppe noget bedre end at smide sin trætte krop på en blød plet i solskinnet, og nyde sin velfortjente madpakke mens man nyder udsigten med vand på 3 sider?

Rute
På parkeringspladsen er der et kort, der viser de mulige ruter i området, som dels er et par gåture af op til 4-5 kms længde i nærheden af parkeringspladsen - og som absolut også er hyggelige - og dels den lange tur ud omkring spidsen som vidst er på knapt 18 km.

Der er med andre ord tale om en heldagstur, så det anbefales absolut at starte tidligt, så der er masser af tid til at slappe af ud på spidsen.

Hvis du synes at 18 km er liiiige en tand for langt at gå, så kan du gøre som vi gjorde sidst, og tage cykler med. Det er rent faktisk muligt at cykle stort set hele turen ud til spidsen, omend det bliver lidt blødt og ujævnt undervejs, men jeg vil anbefale at man smider cyklerne når man når til det helt smalle stykke (som kan være oversvømmet ved kraftigt højvande).

Det betyder at ruten deles op så man cykler 5 km, går 4 km, slapper af, går 4 km og til sidst cykler 5 km, hvilket gør det til en tur som alle kan være med på, uanset form, bare man er rimeligt gående.

Husk i øvrigt at medbringe alt hvad du ønsker at spise eller drikke, for der er hverken isboder eller vandhaner undervejs.

Natur
Naturmæssigt er det et rigtig hyggeligt, og relativt uberørt område, uden at det dog i den forstand har noget helt exceptionelt at byde - men helheden, roen og udsigten fra spidsen gør det hele turen værd.

Skal jeg alligevel nævne et par ting, så bliver det de fredede klokkefrøer, fritgående køer - som er særdeles glade for at bade når det er varmt - og et flere hundrede år gammelt træ, som er kroget og eventyrligt på en rigtig mosekone-agtig måde.

Stemningsbilleder
Her er så et par billeder fra sidste jeg var derude:

Huhej hvor det går.

Køer der sover i skyggen under lavstammede træer med fluer om ørerne - man skulle næsten tro man var på savannen.

Lidt af udsigten fra spidsen af odden.

Mere
hvis du vil vide mere om odden inden du tager afsted, inklusiv lidt flere billeder, så er der mere at hente på nedenstående links:
Vildmarksliv.dk - Knudshoved Odde, Sydsjælland
Naturnet.dk - Knudshoved Odde - en lang historie

Og så må du ellers have en rigtig god tur! :-)

Indblik i andre verdener er altid fascinerende og lærerigt og i Trope de Elite får man i den grad et kig ind i et miljø, som set med en danskers øjne, virker nærmest uvirkeligt hårdt og ubarmhjertigt, men det der er filmens styrke er at det der netop er tale om virkelighed.

Plot
I filmen følger man primært Captain Nascimento fra elitepolitiet BOPE og hans kamp for både at bekæmpe kriminalitet, holde sammen på sin familie, samt kampen for at få fundet en afløser, så han kan trække sig fra styrken inden han bryder mentalt sammen.

Undervejs møder vi også de nyudklækkede politimænd Andre og Neto, som bliver chokeret over den virkelighed de møder i politiet, en virkelighed som indebærer udbredt korruption, modtagelse af beskyttelsespenge og meget mere.

Historien i sig selv er faktisk filmens svageste punkt, for der springes meget rundt og mange ting efterlades uafklarede - og vel og mærke ikke på den måde som opfordrer til eftertænksomhed, men bare på den måde, der gør at men spekulerer over hvorfor det i det hele taget var med i filmen til at starte med.

Realisme
Men, heldigvis for filmen, så er den overordnede, samlede historie faktisk ikke særligt vigtig.
Det der er vigtigt er det realistiske indblik som det giver i politiet i Rio de Janeiro og den lovløshed der hersker i ghettoen.

Der diskes op med hårdhændede forhørsmetoder, skruppelløse gangstere og politi, armod og elendighed, øje-for-øje mentalitet og alt hvad dertil hører.

Ja, faktisk går det flere gange så hårdt for sig, så det er svært at tro at der rent faktisk er tale om en realistisk skildring, men efter at have søgt og læst lidt, så ser den ud til at være god nok, og en stor del af filmen er sågar optaget i selve ghettoen.

Selvom filmens fortæller, Captain Nascimento, for så vidt også er filmens “helt”, så går det op for en i slutningen, at der faktisk ikke er nogen helte. Kun en lang række skæbner og en lang række mennesker som allesammen forsvarer deres hårdhed med at modstanderne er endnu værre.

Med andre ord, så er det en film uden good guys - og det føles både forfriskende og ærligt.

Tropa de Elite trailer:

Her hvor det republikanske konvent nærmer sig sin afslutning, så markerer det også begyndelse på opløbsstrækningen i det amerikanske præsidentvalg, og modsat Usain Bolts 100 meter ved OL, så ser det ud til at blive en rigtig tæt finale.

I den forbindelse må vi i øvrigt håbe, at der ikke bliver behov for et målfoto ligesom for 4 år siden i Florida - men det er straks en helt anden sag.

Hvem skal det være?

For mig, som liberal og demokratisk europæer og dansker, så er der kun ét valg, og det er Obama.

For det første er der naturligvis de konkrete politiske forskelle (Politiken har lavet en glimrende liste her: McCain og Obamas største politiske forskelle), og her kan jeg simpelthen ikke se hvordan man kan støtte en kandidat som McCain, der er imod fri abort, imod ægteskab for homoseksuelle og går ind for at udvide mulighederne for dødsstraf.

Han kan mene hvad han vil om alt muligt andet, men når han på så basale punkter ikke går ind for den personlige frihed og medmenneskelighed, så kan alt andet næsten være lige meget.

Fanget af fortiden

Den anden, og måske endnu vigtigere grund til at gå udenom McCain, er at han er republikaner.
Det gør ham ikke nødvendigvis til et dårligt menneske, men det betyder at han, alt andet lige, vil være delvist bundet af den politik som George W. Bush har ført de sidste par år - og som han i øvrigt har stemt for i 90% af tilfældene.

Og uden at gå i dybden med det, som kan alle vel være enige om at de sidste 8 år har været en lang, amerikansk glidebane på vej mod økonomisk uføre, krænkelse af menneskerettigheder og meget mere.

Så, ikke mere af det, tak.

Inspiration

Det var to grunde til ikke at vælge McCain, men det i sig selv gør jo ikke Obama til præsident - det tror og håber jeg dog på at hans evne til at inspirere, og vise vejen frem, gør.

Efter 8 år der har efterladt Amerika splittet og i krise på flere fronter, så er der brug for en samlende figur, en der kan få dem omkring ham til at yde deres bedste og give en tro på en bedre fremtid - og hvis der er noget Obama i den grad evner, så er det at inspirere.

Måden han gør det på er helt klassisk, nemlig gennem en række fantastiske taler, som udover at være godt forfattet, også bliver leveret så man tror på dem.

Men er han så bare en folkeforfører, der forstår at sige de ting folk gerne vil høre?
Mit svar er nej, for jeg synes det skinner tydeligt igennem i hans taler at han ikke bare siger det, men rent faktisk mener det, men vurdér selv.

Her er et link til den tale han holdt til det det demokratiske konvent:
Barack Obama - Democratic Presidential Candidate

En rigtig god tale, men ikke hans bedste - i den kategori synes jeg til gengæld at den næste hører hjemme, som han holdt på fars dag i år og primært er en opsang til fædre om at yde det optimale for deres børn:

Summa summarum, jeg krydser fingre for Obama - der er brug for en frisk start.

Året har budt på rigtig meget godt musik, så derfor var det oplagt med en lille liste af de friske cd’er som jeg i øjeblikket hører mest:

Lykke Li - Youth Novels

Hvis jeg skal sige bare to ord om denne cd, så må det være sommer og feminin - og skal jeg sige tre, så må det sidste være enkel.

Der er tale om musik som lyder forfriskende uproduceret, og har en helt enkelt klang med Lykkes specielle stemme og udtale i fokus.

Tekstmæssigt bliver det måske liiiige sødsuppe nok nogen gange, men de friske melodier hæver det alligevel absolut over gennemsnittet, og især numrene “Dance, dance, dance” og “Little Bit” er rigtigt fine.

Lykke Li - MySpace

Veto - Crushing Digits

Jeg har ikke Veto’s første album (endnu), så jeg kan ikke sige om “Crushing Digits” er værre eller bedre end forgængeren, men en ting er sikkert - den er rigtig god!

Der er tale om elektronisk rock af den hårdere slags og med en masse gode beats og særdeles dansable rytmer. Når jeg hører den, så hører jeg den næsten altid fra ende til anden, da den som en helhed hænger rigtigt godt sammen, og derfor er det svært at nævne et nummer som skiller sig ekstra meget ud.

Men, skal jeg alligevel vove pelsen, så må det blive “Built to Fail” som i den grad er fyldt med energi.

Veto - MySpace

NB: Kan du lige Veto, så er det måske også værd at tage et kig på en anden dansk gruppe, nemlig Turboweekend

The Kills - Midnight Boom

The Kills er enkel, energisk, lidt støjende, britisk rock på den allerbedste måde!

Energien og den rå attitude er mest markant på nummeret “Tape Connection”, som jeg også synes har en rigtig god tekst, og når klimaks nåes kan jeg næsten ikke lade være med at råbe med.

Hvis jeg ikke kan tie stille til det nummer, så kan jeg slet ikke sidde stille til “Last Day of Magic”, som krydrer den enkle rock med et rigtig lækkert beat, som altid lige får knytnæven i vejret et par gange, når jeg bruger den som højdepunktet på løbebåndet til lige at kæmpe de sidste par minutter.

The Kills - Midnight Boom

Sons & Daughters - This Gift

“This Gift” var faktisk et impulskøb på Amazon, da jeg fik den anbefalet efter at have givet The Kills gode karakterer, og man må sige at de musisk minder rigtig meget om hinanden, måske med den forskel at Sons and Daughters er lidt mere traditionel i lyden.

Ved første gennemlyt var jeg egentlig ikke så vild med den, men nu her hvor jeg har hørt den nogle gange, så vinder den mere og mere indpas, og det første nummer på cd’en “Gilt Complex” er en glimrende pejlesnor for resten, så kan du lide det, så er det bare med at få trykket på køb.

Sons & Daughters - MySpace

Andreas Møller - 12 Kinds Of Precipitation

Lad mig starte med at sige, at jeg er helt og aldeles inhabil når det drejer sig om Andreas Møller, det er nemlig min kollegas lillebror og jeg har også været med til at producere websitet.

Derfor, så skal du ikke tage mit ord for at det er godt, tag i stedet deres:
Anmeldelse på Gaffa
Anmeldelse på Jazznyt (er nederst på siden)

Som der står på coveret, så er der tale om solo piano - og det vel og mærke af den jazzede slags.
CD’en indeholder variationer af flere klassiske jazztemaer som eksempelvis “Giant Steps” (og den danske klassisker “Elefantens Vuggevise”, som jeg synes er fremragende!), men de bedste numre synes jeg er Andreas’ egne, herunder især “Follow me”.

Du kan lytte til alle numrene her:
Andreas Møller - 12 Kinds of precipitation

Peter Bjorn and John - Writers Block

Denne cd er sidst på denne liste, og selvom listen ellers ikke er i prioriteret rækkefølge, så passer det i dette tilfælde.

Synes at “Writers Block” svinger en del, men den har én ting som virkelig taler for den, og det er nummeret “Young Folks” der i den grad er en ørehænger, og fløjeomkvædet kan man udenad allerede anden gang (hvilket måske bliver trælst i længden, men dertil er jeg ikke nået endnu).

Peter Bjorn and John

Er du i øvrigt til engelsk musik sunget med skandinavisk accent, så kan den efterhånden lidt ældre cd “Versus” med norske Kings of Convinience anbefales.

Navnet er Mads, jeg er en årgang 1980 og bosat på 12.sal i Hvidovre.

Herfra ynder jeg at kigge ud over byen og fundere over livets små underfundigheder, men noget jeg har lært gennem tiden er, at hvis jeg skal huske noget, så skal det skrives ned - også selvom jeg ikke læser det igen senere.

Derudover så er det nogen gange også for nemt at sige “Det kan jeg li’”, hvis man skal udtrykke det samme i et blogindlæg, så skal der jo pludselig argumenter, tanker og velformuleret sprog bag, og det stiller yderligere krav til fordybelse.

Så, det var den korte version - kan være der kommer noget længere på “om”-siden senere.